Millioner fra Sundhedsstyrelsen puster ny ild i demensprojekt

(Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Herning Kommune får tildelt fem millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen til videreudvikling af demensprojektet “Tid til at lære – Tid til at leve”.

Siden 2001 har Herning Kommune arbejdet med et demensprojekt, der indebærer brugen af Marte Meo-metoden.  Nu kan Herning Kommune se frem til at videreudvikle på arbejdet med fem millioner som støtte fra Sundhedsstyrelsen.

Projektet har til formål at styrke omsorg og nærvær for forhold til demensramte borgere, der skal flytte fra deres hjem og til plejecenter. 

Videreudviklingen af projketet glæder Anne Marie Søe Nørgaard, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget. 

“Her i Herning har vi arbejdet med Marte Meo-metoden i mange år gennem plejeboligområderne. Så det er simpelthen så godt, at vi får muligheden for at brede de her erfaringer yderligere,” siger Anne Marie Søe Nørgaard.

Pengene skal  bruges på forskellige områder. De bl.a. gå til produktion af videooptagelser, mindske dokumentationsarbejde, uddanne 12 Marte Meo-terapeuter samt give familier med demensramte tilbud om Marte Meo-forløb. Derudover skal projektet også bidrage til en national vidensplatform til Alzheimerforeningen, hvor 15 professionelle Marte Meo-film skal ligge tilgængelig for alle. 

Ved egen kraft gennem film

Marte Meo, som betyder “Ved egen kraft”, er en metode, der anvender videooptagelser af den demente borger i små hverdagssituationer. Disse videooptagelser skal være med til at give en bedre forståelse for den dementes måde at tænke og handle på hos både personalet og de pårørende.

“Jo mere man får styr på sig selv og lærer, hvad man kan byde ind med hos den demente, jo større trivsel får vi skabt,” siger Gitte Henriksen, som er projektleder og Marte Meo-supervisor i demensteamet. 

Anne Marie Søe Nørgaard er også helt enig i, at Marte Meo-metoden kan noget helt unikt,

“Marte-Meo er et helt særligt redskab. Den demensramte kan ikke lave sig selv om. Det er os andre, der kan tage hensynene. Marte Meo kan derfor hjælpe til måder, at man, som pårørende bedre forstår, hvorfor den demente reagere, som han/hun gør.”

Muligheder serveret på sølvfad

Med et stigende antal af demente landet over, vokser presset både hos plejepersonalet og de nærmeste pårørende. 

Men gennem projektet ser Gitte Henriksen lys forude.

“Jeg håber, at vi kan få lavet noget materiale, som gør, at man aldrig kommer til at føle sig alene, når man har en demenssygdom. Projektet giver mulighed for, at alle kan lære, hvordan de skal agere i forhold til den demensramte,” siger Marte Meo-supervisoren.

“Med flere og flere demente på landsplan er vi nødt til at få muligheder serveret på et sølvfad, og det er det, som projektet kan give os,” siger hun.