”Falske” hjemmehjælpere: Ældrechef opfordrer borgere til at være på vagt

Morten Juhl // Ritzau Scanpix

Tre herningensere har den sidste uge fået besøg af ”falske” hjemmehjælpere og taxachauffører. Sundheds- og Ældrechef Anne Ramsgaard opfordrer ældre borgere til at være kritiske.

Der har været ubudne gæster hos tre ældre beboere i Herning. Tricktyve har skaffet sig indenfor under påskud af at være hjemmehjælpere og taxachauffører. En metode, der er set før i Herning. Derfor opfordrede Herning Kommune i går alle borgere, der modtager hjemmehjælp, til at være kritiske og tjekke to ting, når de lukker en fremmed hjemmehjælper ind: ID-kort og uniform. Herning Kommune har underrettet politiet, som skal have et skærpet øje, men ellers er der ikke lagt op til flere tiltag i hjemmeplejen. Det er der flere grunde til ifølge Sundheds- og Ældrechef i Herning Kommune, Anne Ramsgaard.

”Dem, der er meget svage, har låst deres dør, så der låser vi os selv ind. Der vil man som falsk hjemmehjælper ikke have adgang. Hos de friskere borgere, der selv kan åbne døren, har vi ikke oplevet, at de bliver bestjålet derhjemme. Selvom vi har oplevet noget, der ligner det,” siger hun.

Falsk ID bliver ikke en udfordring
Selvom man kan frygte, at tricktyvene vil begynde at vise borgerne falsk ID efter kommunens opfordringer, så mener Anne Ramsgaard ikke, at der er grund til bekymring.

”Folk kan finde på de skøreste ting. Men det er ikke noget, vi har oplevet, vil jeg sige,” påpeger hun og henviser til, at man foruden ID også kan tjekke, om hjemmehjælperen har en uniform fra Herning Kommune på. Desuden understreger hun, at man ikke skal lukke en fremmed hjemmehjælper ind, hvis man ikke venter en.

Stor udskiftning kan være problemet
Ifølge Anne Ramsgaard er problemet blandt andet et resultat af, at borgerne ikke altid kender den hjemmehjælper, der skal ud til dem. Her påpeger hun, at man gør, hvad man kan for at sende det samme personale afsted.

”Det er en af vores erklærede målsætninger, at der skal være kontinuitet i hjemmeplejen. Det vil sige: Der skal ikke komme 100 forskellige hjemmehjælpere. Det arbejder vi med løbende,” siger hun.