”Projekt Fælles_SKAB” samler eleverne på Herning Gymnasium

Tobias Larsens bidrag til ”Projekt Fælles_SKAB” på Herning Gymnasium
 

Alle eleverne på gymnasiet har taget et billede, inspireret af en kunstner, som bliver til et samlet værk, der skal være et minde om denne specielle tid. 

I dag bliver de første mål taget til det samlede kunstværk, som eleverne hver især har bidraget til. Det er et initiativ fra billedkunstlærerne, som et forsøg på at skabe mere fællesskab i en tid, hvor eleverne føler sig mere alene. Billederne er blevet samlet og skal nu trykkes på et banner, er skal pynte på gymnasiet i Herning. 

”Det er et fælles kunstværk, hvor der både er individualitet og ensartethed og skal være et symbol på de elever, som var en del af corona-perioden”, siger uddannelseschef og lektor Rikke Pedersen Glüsing på Herning Gymnasium. 

Tiltag skaber fællesskab og sammenhold 

Projekt Fælles_SKAB er bare et af Herning Gymnasiums tiltag for at samle eleverne, der har det svært under corona. Det at eleverne har været hjemsendte i så lang en periode, har haft stor betydning for motivationen og den generelle trivsel. Derfor satte de yoga på programmet i hele februar, som har en positiv indvirkning på stress og afspænding af kroppen. ”Under vores trivselssamtaler, tegnede der sig et billede af, at eleverne havde svært ved at komme op om morgenen og få rullet gardinerne fra”, fortæller Rikke Pedersen Glüsing. 

Det genkender Tobias Larsen fra science-klassen 2y på Herning Gymnasium, der savner den strukturerede hverdag: ”De mange timer bag skærmen og den manglende fysiske kontakt med mine venner tager på energien. Selvom jeg nu kan sove længere, er jeg meget mere træt om morgenen”. 

Derfor har Tobias Larsen været glad for at kunne dyrke yoga sammen med de andre elever 2 gange i ugen i hele februar. ”Det har været utrolig godt – at få følelsen at være et del af et fællesskab igen og få italesat hvordan man havde det overfor de andre, det hjalp på min motivation”, fortæller han. 

Sved på panden og en filmaften på højkant 

Idrætslærerne har også været på banen, og i sidste uge havde de stablet et tiltag på benene. Her  kunne den klasse, som havde løbet flest kilometer i løbet af ugen se frem til en filmaften og pizza på skolen, når det igen bliver muligt at samles.

”Det var fedt, at vi skulle arbejde sammen om at nå et fælles mål, det gav igen noget fællesskab, det var et super initiativ fra idrætslærerne”, lyder det glad fra Tobias Larsen. 

Han ser frem til næste uge, hvor en skattejagt rundt i byen er på programmet.