Herningpolitikere vil motivere flere kvinder til at deltage i lokalpolitik

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

I anledning af kvindernes internationale kampdage mødte Kirsten Kronborg (SF) og Dorte West(V) hinanden til en snak om kvindernes underrepræsentation i lokalpolitik.

Kun en tredjedel af politikerne i Danmark er kvinder. Det er et problem, hvis man spørger Kirsten Kronborg Hansen, der er formand for SF Herning. Derfor inviterede hun byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Venstre, Dorte West, til en snak om, hvad det vil sige at være kvinde i lokalpolitik.

Kvinder i lokale forældrebestyrelser er ikke et sjældent syn. For både Kirsten Kronborg Hansen og Dorte West har undringen derfor gået på, hvordan det kan være, at så få ikke tager skridtet videre og bliver aktive i politik. Ifølge Kirsten Kronborg Hansen er det uden tvivl nogle strukturelle faktorer, der spiller ind, men også mangel på rollemodeller, der kan vise, hvilken vej man skal gå.

”Jeg køber ikke præmissen om, at det med at være kompetent kun vedrører det mandlige køn. Når der ikke er flere kvinder, er det også fordi, der er nogle strukturelle forhold, der har indflydelse på det”, lyder det fra Kirsten Kronborg Hansen.

Derfor var deres livestream dels et forsøg på at dele ud af de deres erfaringer og give kvinderne nogen at spejle sig i, og dels at give dem en øjenåbner for, hvad det sige at være med i politik.

Politik er andet end heftig debat

Dorte West peger på en fejlfortolkning af politik, som kan være en af grundende til, at kvinde ikke har lyst til at deltage. Efter deres livestream i går fik Kirsten Kronborg Hansen og Dorte West positive tilbagemeldinger fra tilskuere, der var begejstrerede for at være vidne til de politiske drøftelser og dialog, som ikke endte ud i voldsom uenighed og skænderi.

”Langt hen ad vejen handler politik ikke om skænderier mellem fløjene, men om konstruktive drøftelser, samarbejde og fælles interesser. Det tror jeg, at man skal være bedre til at kommunikere, når man vil opfordre kvinder til at være aktive i politik”, lyder det fra borgmesterkandidaten.

Hvorfor er det vigtig med kvinder i politik?

Trods de forskellige partifarver er både Dorte West og Kirsten Kronborg Hansen enige i, at det er vigtigt at få flere kvinder ind i politik. Ifølge Kirsten Kronborg Hansen skal de politiske organer afspejle det politiske samfund, hvilket de ikke gør, når to tredjedele af politikerne er mænd.

”Jeg tror ikke, at der er nogen kvinde, der ønsker at blive valgt alene fordi hun er kvinde, men fordi borgerne mener, at hun er kompetent og har noget at byde ind med,” udtaler Dorte West.